lørdag den 9. februar 2008

23 ting gennemført

Med et par ugers forsinkelse er 23 ting endelig gennemført.
Godt at få My space og facebook med som afslutning.
Lad os så se hvad vi kan bruge det til.

søndag den 25. november 2007


en fed kommune i Vendsyssel


Hjørring Bibliotekerne

(Bare fordi udviklingschefen er lidt vommet behøver vi vel ikke kalde biblioteket "fedt")



Biblioteksplan 2007 – 2009










Hjørring Bibliotekernes styregruppe for sammenlægningen, maj 2006

Revideret efter endelig vedtagelse i Fritids- og Kulturudvalget, september og november 2006







Indholdsfortegnelse


Indholdsfortegnelse 2

Om denne biblioteksplan 3

Udfordringer i fremtiden 3

Udvikling af biblioteksvirksomheden i Ny Hjørring kommune 3

Malkekøer”: 4

Stjerner”: 4

Spørgsmålstegn”: 4

Gamle hunde”: 5

Kommunale visioner for Hjørring Kommune 5

Hjørring Bibliotekerne: Mission, vision, strategiske mål og værdier 5

Bibliotekslovens formålsparagraf: 5

Mission: 6

Vision 2007-2009: 6

Strategi 2007 – 2009: 6

Årlige virksomhedsplaner 2007 - 2009: 7

Værdier på Hjørring Bibliotekerne: 7

Biblioteks- og betjeningsstrukturen i Hjørring kommune 8

Hovedbibliotek i Hjørring 8

Lokalbiblioteker i Hirtshals, Sindal, Vrå og Løkken 8

Bogbusbetjening i 16 lokalsamfund 8

Kombibiblioteker 9

Det opsøgende bibliotek (den sociale dimension) 9

Det integrerede bibliotek 10


Om denne historiske biblioteksplan


Denne biblioteksplan er det komprimerede resultat af arbejdet med sam­menlægningen af de fire kommuners biblioteksvæsen til ét, nemlig til det vi har valgt at kalde Hjørring Bibliotekerne! I processen har der været nedsat en styregruppe bestående af le­derne i de fire biblioteker og en personalerepræsentant. Der har hele tiden være tilknyttet en 20 timers konsulent, som har forestået det konkrete arbejde, og den samlede personalegruppe har været involveret i processen gennem 3 personaletemadage, ligesom der er gennemført et 2 dages strategiseminar for styregruppen. Personaledialogen har også været ført gennem mø­der, harmoniserings-arbejdsgrupper, en webside for projektet samt hyppige nyhedsbreve. En­delig har et nedsat midlertidigt fælles MED-udvalg bakket op bag biblioteksplanen, som den fo­religger her.

Denne plan skal løbende ændres



Udfordringer i fremtiden


Styregruppen for Hjørring Bibliotekerne har nøje analyseret de udfordringer, som bibliotekerne vil stå overfor, gennem adskillige strategiske analyser, vidensopsamling og intense drøftelser. Disse overvejelser findes i en noget fyldigere og intern udgave af biblioteksplanen.



Udvikling af biblioteksvirksomheden i Ny Hjørring kommune


Biblioteksudvikling i Hjørring kommune kan og skal ikke stå alene. Det samarbejdende biblio­teksvæsen er netop grundlaget for, at Danmark har et af verdens bedste bibliotekstilbud. Derfor er det vigtigt at kende udviklingen nationalt, regionalt og globalt, for derefter at fastlægge de indsats­områder, som vi i vores hjørne af Danmark, skal satse på for at give de bedste bibliotekstilbud til vores borgere - samtidig med at vi bidrager til det sam­lede danske biblioteksvæsen.


Vi mener, at denne biblioteksplan er et godt afsæt for at placere Hjørring Bibliotekerne centralt i biblioteks- og kulturbilledet.


Hjørring Kommunes bibliotekstilbud skal tage afsæt i følgende kerneområder:

  • Kultur og oplevelse

  • Livslang læring

  • Samfundsborger og demokrati

  • Biblioteket som mødested og offentligt torv (”det 3. sted”)

  • Mulighed for udstrakt grad af selvbetjening

  • Partnerskaber

  • Decentral betjening

  • Social dimension


Vi har kigget på hele paletten af bibliotekstilbud og delt dem op i 4 forskellige kategorier:

  • Malkekøer”, som er gode veletablerede ydelser, som ikke kræver særlig meget udvik­ling eller markedsføring

  • Stjerner”, som er ydelser, hvor vi er meget stærke, men som kræver fortsat udvikling og markedsføring

  • Spørgsmålstegn”, som er mulige eller nye ydelser, hvor vi endnu er svage/små, men som kan blive til ”Stjerner”

  • Gamle hunde”, som er udtjente ydelser, som bør afvikles


”Malkekøer”:

Her er det oplagt at nævne bog- og musikudlånet, tilbuddet om AV-medier og lydbøger. Et til­bud som Bogen-kommer, depoter på plejehjem og børneinstitutioner er velkendte og kræver næppe den store udvikling. At der er internetadgang og mulighed for at læse aviser på bibliote­kerne i Hjørring Kommune er heller ikke opsigtsvækkende. Generelt for tilbud i denne kategori kan det siges: der er udpræget behov for dem, men vi må forsøge at tilrettelægge afviklingen af dem så rationelt som muligt, så vi kan overføre energi og ressourcer til ”stjernerne” og ”spørgsmålstegnene”. Kort sagt mindre fokus på ”malkekøerne”!


”Stjerner”:

Vi har oplagt nogle ydelser, som er meget interessante at udvikle mere på. Det fysiske biblio­tekslayout skal i alle afdelinger hele tiden udvikle sig, så det fokuserer på brugernes behov og samtidig giver dem oplevelser. De tanker omkring ”scene”, ”kulisselager” og ”backstage”, som ligger i oplægget til nyt hovedbibliotek, er oplagt at anvende i alle faste afdelinger. De virtuelle muligheder og ny teknologi skal integreres i det fysiske bibliotekslayout. Hvis der er ressourcer nok, vil det også være oplagt at udvikle på bogbuskonceptet, som er vores mulighed for at bringe biblioteket rigtig tæt på borgerne. Institutionsbetjening, borgerservice og turisme kan indtænkes i bogbussen. Hvor der er faste afdelinger skal biblioteket fokusere på at udvikle rol­len som kulturdynamo i lokalsamfundene endnu mere, tage initiativer til koordinering af lokale kultur- og foreningsaktiviteter og åbne vores døre og byde indenfor. Lokalbibliotekerne bør fo­kusere endnu stærkere på værestedfunktion og arrangementsvirksomhed, f.eks. Vinterlæs­ning, forfatterbesøg og andre arrangementer samt et nært samarbejde med Litteratursiden.dk. Endelig skal vi i Hjør­ring Bibliotekerne arbejde mere målrettet med det virtuelle bibliotek, dvs. vores egen hjemme­side, berigelse af kataloger og databaser samt bidrag til de landsdækkende netbiblioteker.


”Spørgsmålstegn”:

En mængde muligheder står opmarcheret, nogle vil blive stjerner, andre vil måske vise sig ubrugelige. Det vigtigste er, at vi skal være meget mere opmærksomme på udvikling, projekter og være villige til at risikere at lave fejl. Fejl lærer man af og er derfor ønskværdige. Her følger en række ideer, som vi skal se nærmere på:

  • biblioteker og turisme (Vrå har det allerede, kan det udvikles?)

  • biblioteker, oplevelsesøkonomi og erhvervsliv

  • biblioteker og borgerservice

  • kombibiblioteker – en døgnflue eller et reelt alternativ?

  • struktureret livslang læring – både i bibliotekerne og som e-læring

  • børnebiblioteket som eksperimentarium – kan vi alle lære af det gode eksempel?

  • børnehavebiblioteker

  • børnebogbus

  • Bibliotekscafé – mad, drikke og oplevelser – trend og livsstil – byens bedste brunch­sted?

  • Ansætte trend-spotter og byde partnere, som kan noget, vi ikke kan, indenfor

  • Markedsføring/directmail via nettet. Vi skal lære at sælge os selv meget bedre. Konkur­rencen er hård

  • Bestil ”en bog” og få den leveret til gadedøren

  • Samarbejde mellem arkiver, biblioteker og museer (såkaldt ABM-samarbejde)

  • Selvbetjening – både i det fysiske rum og via nettet

  • Lydavis som telefonavis

  • Udvikling af fakturérbare konsulentydelser til enkeltbrugere, institutioner og erhvervsliv

  • Udvikle hjemmesiden med RSS-feed, bloggers og andet nymodens påhit

  • Det ”døgnåbne” bibliotek


”Gamle hunde”:

Alt for ofte ser vi, at vi har svært ved at aflive ydelser og opgaver, som har haft sin tid. Vi kører videre af gammel veneration, og ofte har vi også svært ved at overbevise politikere om, at no­get eksisterende bør nedlægges. Her følger nogle overvejelser:

  • Lydavisen i sin nuværende form på kassettebånd

  • Fællesbiblioteker, som vi kender dem i Sindal

  • Plejehjemsbetjening

  • Traditionelle læsesale (men der bliver brug for alternative læringsrum)

  • Bliver Forbrugerinfo og EU-information nogensinde en succes?

  • VHS-bånd – naturligvis – men hvornår er cd’en, dvd’en, konsolspillene og lydbøgerne overflødige, fordi det hele ligger på nettet?

  • Generelt kan det siges, at vi skal være mere skarpe i vurderingen af vores ydelser og vo­res arbejdsgange. Der vil blive fokus på udlicitering, offentligt privat partnerskab (OPP). F.eks. har vi nu valgt at drifte vores biblioteks-edb hos det Nordjyske Landsbib­liotek, men vi skal også kigge på materialevalg, indkøbs- og katalogafdelingsfunktioner, materialeopsætning, kørsel- og pedelarbejde



Kommunale visioner for Hjørring Kommune


Hjørring Bibliotekerne ser sig selv som en aktiv partner i realiseringen af visionerne for Ny Hjør­ring Kommune. Specielt ønsker vi at tilkendegive vort engagement i og opslutning til ”Visionen for Kultur og Fritid i Hjørring Kommune”:

  • Et fritids- og kulturliv til glæde for såvel borgere som besøgende.

  • Et fritids- og kulturliv, der prioriterer børn og unge højt.

  • Et fritids- og kulturliv, der fremmer tværgående aktiviteter.

  • Et fritids- og kulturliv, der fremmer folkesundheden.

  • Et fritids- og kulturliv, der skaber aktiviteter for borgere, der ikke føler sig tiltrukket af de eksi­sterende tilbud.

  • Et fritids- og kulturliv, der integrerer det musiske område.

  • Et fritids- og kulturliv, der bygger på et udviklende samarbejde mellem kommunen, erhvervsli­vet, kulturinstitutionerne, foreningerne og de frivillige aktører.

  • Et fritids- og kulturliv, der kan danne basis for nye produkter og virksomheder indenfor ople­velsesøkonomien.

  • Et fritids- og kulturliv, der styrker sammenhængskraft og fremmer dannelse.



Hjørring Bibliotekerne: Mission, vision, strategiske mål og værdier


Bibliotekslovens formålsparagraf:

§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbæ­rende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder Internet og multimedier.

Stk. 2. Folkebibliotekerne skal bestræbe sig på at stille videogrammer til rådighed.

Stk. 3. Folkebibliotekerne formidler kommunal og statslig information og information om sam­fundsforhold i øvrigt.

§ 2. Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvæl­gelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.

§ 3. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til, eventuelt i samarbejde med andre kommunalbesty­relser, at drive et folkebibliotek med afdelinger for børn og voksne. Kommunalbestyrelsen kan indgå overenskomst med en anden kommunalbestyrelse om hel eller delvis biblioteksbetjening.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt

1) etablere biblioteksbetjening af de børn og voksne, der er afskåret fra selv at komme på bibli­oteket,

2) tilpasse bibliotekernes åbningstider til brugernes behov og

3) oprette filialer eller iværksætte andre betjeningstilbud, hvor kommunens størrelse og karak­ter gør det hensigtsmæssigt.

Stk. 3. Lederen af et folkebibliotek skal have en relevant faglig baggrund.

Stk. 4. Kommunalbestyrelser kan nedsætte et biblioteksråd med henblik på samordning af bib­lioteksvirksomheden mellem flere kommuner.

Mission:

Vi oplyser og berører mennesker”

Hjørring Bibliotekerne giver alle borgere mulighed for faglig, kunstnerisk, menneskelig og samfundsmæssig indsigt og viden. Biblioteket oplyser og berører mennesker samt formidler kundskaber. Gennem bibliotekets materialer og øvrige tilbud åbnes livets muligheder for det enkelte menneske og herved udvikles demokratiet. Hjørring Kommunes Biblioteker understøt­ter kommunens uddannelses- og erhvervspolitik. Biblioteket er et frit og åbent tilbud for alle.


Vision 2007-2009:

Vi vil skabe indtryk og i bogstaveligste forstand vise livets mange sider!”

Hjørring Bibliotekerne skal blive borgernes adgangsnemme og troværdige valg når det gælder for­brug af viden, information, kulturelle oplevelser og livslang læring. Vi vil skabe det hybride bib­liotek med en bedre kobling mellem det virtuelle og det fysiske bibliotek. Vi vil udvikle og le­vere tilbud og ydelser der sigter mod at styrke fællesskabet, sammenhængskraften og borger­nes individuelle ressourcer. Biblioteket skal være et dynamisk samlingspunkt, der fungerer som en aktivitetsfremmende kulturdynamo i såvel centerby som lokalsamfund. Vi vil tage ud­gangs­punkt i brugernes behov og ikke i bibliotekets samlinger. Medietilbuddet skal være bred­spektret og som hovedregel gratis. Biblioteket vil have mange partnere samt en meget lang åbningstid.


Strategi 2007 – 2009:

For at leve op til Hjørring Bibliotekernes mission og indfri visionen skal der arbejdes med føl­gende strate­giske indsatsområder:

  • Fysisk/virtuelt bibliotek – samme sag

  • Styrke den livslange læring

  • Styrke kultur- og oplevelsestilbuddene

  • Børn og børnekultur

  • Nyt hovedbibliotek og tætmasket decentral betjening

  • Borgernes offentlige torv – det 3. sted

  • Styrke demokratiet og brugerne som samfundsborgere

  • Udvikle selvbetjeningsmulighederne

  • Fastholde det sociale biblioteksengagement og styrke integrationen

  • Biblioteket som national, regional og lokal samarbejdspartner

  • Tiltrække flere brugere – både fysisk og virtuelt

  • Effektivisering og rationalisering

  • Udbygge personalets kompetencer


Årlige virksomhedsplaner 2007 - 2009:

Hvert år i december måned vil Fritids- og Kulturudvalget modtage en Virksomhedsplan for det kommende år til politisk godkendelse, som gennem konkrete beskrevne handlinger og forven­tede resultatmål illustrerer arbejdet med at nå visionen gennem de valgte strategiske indsats­områder. Alle biblioteksteams vil ligeledes udarbejde interne handlings- og resultatmål for op­fyldelsen af de strategiske indsatsområder.

Værdier på Hjørring Bibliotekerne:

Der skal praktiseres en moderne værdibaseret ledelse på Hjørring Bibliotekerne. Gennem fæl­les værdier, tillid og decentralisering af ansvar skabes forudsætningen for, at den enkelte med­ar­bejder kan føle ejerskab til Hjørring Bibliotekernes mission, vision og strategi.


På Hjørring Bibliotekerne er vi enige om følgende værdier i forhold til:


Brugere/borgere:

  • Vi er engagerede og professionelle

  • Vi behandler brugerne med respekt og venlighed – og vi forventer selv at blive behand­let på samme måde

  • Alle brugeres behov behandles som lige vigtige

  • Vi stræber efter maksimal kvalitet og faglighed i serviceydelsen

  • Opgaver løses effektivt

  • Vi holder, hvad vi lover

  • Vi har tavshedspligt


Internt/personale og ledere:

  • Den gode ånd udspringer af samtalen

  • Jeg fortæller, hvad jeg mener, og jeg lytter til andre

  • Jeg er omstillings- og udviklingsparat – og vil gerne lære nyt

  • Der hersker tillid og gensidig respekt mellem mig og mine ledere og kolleger

  • Jeg stoler på mine ledere og kolleger – og de kan stole på mig

  • Jeg har ret til indflydelse og information – til gengæld har jeg selv pligt til engagere mig og give information til mine kolleger og ledere

  • Jeg får tildelt selvstændigt råderum og ansvar – derfor optræder jeg ansvarligt

  • Jeg er nysgerrig

  • Jeg samarbejder og bakker de andre op

  • Jeg bakker loyalt op om beslutninger og fælles retningslinjer, fordi de er aftalt i en samar­bejdsånd

  • Jeg tror ikke på Janteloven – og glæder mig over kolleger som tør og vil

  • Uden fejl – ingen fremskridt!


Politikere og forvaltning:

  • Vi er loyale over for beslutninger

  • Vi giver politikere og forvaltning et ærligt beslutningsgrundlag

  • Vi vil bevare vores troværdighed

  • Vi vil øge politikernes og forvaltningens informationsniveau og fremme dialogen

  • Vores leder er en loyal oversætter

  • Vi er professionelle


Biblioteks- og betjeningsstrukturen i Hjørring kommune


Nedenstående biblioteks- og betjeningsstruktur kan opfyldes inden for de økonomiske rammer, som Hjørring Bibliotekerne er tildelt med vedtagelsen af Hjørring Kommunes budget for 2007.


Hovedbibliotek i Hjørring

Hovedbiblioteket flyttes til Metropolen i foråret 2008. Det bliver på ca. 4.500 m2 mod ca. 1800 m2 i dag. Hovedbiblioteket skal være kraftcenter for hele biblioteksvæsenet og vil have stor tiltrækningskraft. Det skal have en åbningstid som modsvarer butikkernes, og der skal være søndagsåbent.


Lokalbiblioteker i Hirtshals, Sindal, Vrå og Løkken

Der opretholdes lokalbiblioteker i:

  • Hirtshals

  • Sindal

  • Vrå

  • Løkken


Udgangspunktet er, at lokalbibliotekerne har det samme antal åbningstimer som i dag. De nuvæ­rende fællesbiblioteker i Lørslev, Astrup, Mosbjerg og Lendum nedlægges og erstat­tes af bog­busbetjening. De fire filialer har i dag en samlet åbningstid på 9 timer ugentligt.


Bogbusbetjening i 16 lokalsamfund

Hjørring Kommune råder over to bogbusser i 2006. Den ene bogbus nedlægges fra 2007. Den tilbageværende bogbus vil køre 4 dage om ugen til 16 lokalsamfund. Endvidere vil den to dage om ugen også betjene børneinstitutioner.


Bogbussen vil gøre holdt på centrale steder i: Tårs (2 gange ugentligt), Høgsted, Poulstrup, Lendum, Horne Ungdomsskole, Bindslev (2 gange om ugen), Tuen, Tversted, Mygdal, Bjergby, Lønstrup, Hundelev, Rakkeby, Lørslev, Astrup, Mosbjerg


Til gengæld nedlægges fra 2007 nogle eksisterende bogbusholdepladser med henholdsvis lav benyttelse og/eller nærhed til et lokalbibliotek. Det drejer sig om: Asdal, Åbyen, Sdr. Bindslev, Sø­rig, Højene, Lun­dergård, Gjurup, Vennebjerg, Tollestrup, Halvorsminde, Tornby, Uggerby, Vidstrup, Harken og Lonesvej


Den samlede ugentlige åbningstid i biblioteker og bogbusser vil være ca. 175 timer.


Kombibiblioteker

I 2007 etableres arbejdsgrupper med repræsentanter fra skole- og biblioteksvæsen med henblik på at beskrive kombibiblioteker i Tårs og Bindslev. En evt. iværksættelse af kombibiblioteker vil dog blive vurderet i sammenhæng med evaluering af den her skitserede betjeningsstruktur samt beslutningen om et nyt hovedbibliotek i Metropolen.


Det opsøgende bibliotek (den sociale dimension)

Ifølge Biblioteksloven er Byrådet forpligtet til så vidt muligt at etablere biblioteksbetjening af de børn og voksne, der er afskåret fra selv at komme på biblioteket. Hjørring Bibliotekerne vil til­byde følgende:

    • Biblioteket-kommer-service til afstandshandicappede enkelbrugere

    • Betjening af børneinstitutioner og dagplejere

    • Lydavis til blinde og svagtseende


Ovennævnte serviceområder er før 2007 ikke bibliotekstilbud i alle de 4 gamle kommuner. For­slaget til betjeningsomfang er derfor udtryk for en harmonisering, således at borgerne stilles lige i den nye Hjørring Kommune. Der er også tale om en samlet udvidelse af tilbuddet i forhold til i dag.


Biblioteket-kommer-service:

En service, hvor brugerne får bragt biblioteksmaterialer til hjemmet 1 gang om måneden. I 2006 betjenes i alt 146 borgere i Hirtshals, Løkken-Vrå og Hjørring. Fra 2007 udvides betjenin­gen både antalsmæssigt og med borgere i den tidligere Sindal Kommune. Det er målet, at der ikke skal være nogen venteliste, og Hjørring Bibliotekerne er indstillet på at kunne klare helt op til ca. 175 brugere i ordningen. Der bliver ikke etableret særlig betjening af plejehjem, men bru­gere, som bor på plejehjem får tilbudt biblioteket-kommer-service.


Betjening af børneinstitutioner og dagplejere:

Alle de 4 gamle kommuner har tilbud til børneinstitutioner og dagplejere. I alt betjenes 44 dag­plejestuer, 50 vuggestuer/børnehaver/integrerede institutioner samt 28 SFO’er. Betjeningsfor­men er en kombination af institutionsbesøg i biblioteket, udbringning af depoter eller besøg af bogbussen. Ordningernes indhold, hyppighed og udbringningsmetode er meget forskellig. Fra 2007 sker der en harmonisering, så alle områder af den nye kommune stilles lige. Alle ud­lån til institutioner og dagplejere vil være 2 måneders lån. Betjeningen tilrettelægges således:

  • Dagplejestuer og institutioner, som ligger nær et bibliotek, besøger selv biblioteket

  • Dagplejerstuer, som ligger i en afstand, som ikke gør det muligt at an­vende et bibliotek, får tilbudt depoter, som sammensættes af biblioteks­personalet og bringes ud til institutionen af bibliotekets varebil.

  • Institutioner, som ligger i en afstand, som ikke gør det muligt at an­vende etbibliotek, betjenes med bogbus

  • SFO’ere betjenes ikke mere af folkebiblioteket men henvises til skolebiblioteket


Betjening med Lydavis:

I 2006 modtager 95 abonnenter en ugentlig lydavis indtalt på kassettebånd. Hjørring og Hirts­hals biblioteker udgiver i fællesskab, og den er indlæst af bibliotekspersonale. Sindal bibliotek betaler Sindal Lokalradio for arbejdet. Løkken-Vrå har ingen lydavis. Der skal ske en service­harmonisering på dette område, så alle borgere med behov for lydavis stilles lige i den nye kommune. Produktionsmåden på kassettebånd er ved at være forældet teknologi (det kan være svært at købe en kassettebåndoptager). Hjørring bibliotek vil derfor arbejde med at finde nye formidlingsformer, som kunne være net- eller telefonbårne. Målet er, at alle som har be­hov, skal kunne modtage en lydavis. Hvis den nuværende teknologi skal anvendes, formodes 110 brugere at være kapacitetsbehovet.


Det integrerede bibliotek

Hjørring Bibliotekerne vil, hvor det forekommer naturligt og kan styrke det samlede område, indgå i samarbejde omkring borgerbetjening, turistinformation, sundhedscentre, museums- og arkiv­virksomhed, uddannelsesinstitutioner, musikskoler og evt. andre kultur- og fritidsinstitutio­ner.


Dette er et prøvebrev i Google-docs programmet

tirsdag den 30. oktober 2007

iGoogle-forside

Har oprettet egen forside og egne faner, selvfølgelig een benævnt kultur, men hvordan får jeg indhold i den ? Nå, valgudsendelsen kalder i TV, så det er nemmere at spørge Martin i morgen end selv finde ud af det.

søndag den 28. oktober 2007

Sidder og bakser med google-talk og synes det fungerer fint. Har vanskeligheder med Meebo- så det vil jeg vende med husets ekspert og drøfte om det er værd at bruge tid på ?

fredag den 19. oktober 2007

23 ting første uge

Lang efterårsferie har bevirket at opstart og 2 ugers opgaver er blevet komprimeret til et forløb, som foreløbig går glimrende, selv om det lige nu kniber med at anbringe et billede i bloggen samt at overskue, hvordan man bliver synlig i den digitale verden, men her er Martin`s nærhed her i huset sikkert til stor hjælp, så man ikke behøver eksperimentere forgæves i timer.

Kulturferie i Chicago

Efterårsferien er blevet tilbragt sammen med voksne børn og ikke mindst barnebarn i Chicago med oplevelser der også er perspektiv i set i sammenhæng med jobbet.
Den negative oplevelse var Chjicago public library http://www.chipublib.org/ i en kun 16 år gammel mausoleum-agtig bygning indrettet på en måde der snarede signalerede 100 år gammel, massiv, støvet, livløs (undtagen i internet-delen).
Den positive (der var mange) var Chicago`s fantastiske parker, museer, skyline, søkystpromenade mm. og specielt den nyanlagte Millenium Park http://www.millenniumpark.org/ med et fantastisk sprigvand, skulpturer og friluftsscene af Frank Gehry, manden bag Bilbaos Kunstmuseum. Så Chicago er oplagt som turistmål, hvis man har interesser på ovennævnte områder.